Vi bruger cookies

Ved at bruge sitet acceptere du dette. "nej tak til cookies"

Læs vores cookiepolitik

Mødesituation

Selvbetjening

Som arbejdsløs har du pligt og ret til at deltage i aktivering. Formålet med aktivering er at forbedre dine muligheder for at komme i arbejde. Sammen med jobcenteret fastlægger du dit aktiveringsforløb, som beskrives i ”Min Plan”. Du har pligt til at overholde ”Min Plan” for at bevare din ret til dagpenge.

Hvornår skal jeg i aktivering?

Du vil senest blive aktiveret af jobcenteret, når du har været ledig i seks måneder og er mellem 30 og 50 år. Hvis du er under 30 år, har du ret og pligt til senest at blive aktiveret, efter du har været ledig i 13 uger. Hvis du er over 50 år, vil du blive aktiveret, senest når du har været ledig i 13 uger. Mens du deltager i aktiveringstilbud, har du pligt til fortsat at søge arbejde og tage imod arbejde, som jobcenteret formidler til dig.

Der er tre former for aktivering:
  • virksomhedspraktik
  • job med løntilskud
  • vejledning og opkvalificering.

Hvis du er i virksomhedspraktik eller er under vejledning og opkvalificering, kan du få udbetalt dagpenge, hvis du er medlem af en a-kasse. ​Hvis ikke du kan få dagpenge, kan du i stedet søge om kontanthjælp fra kommunen.

Hvis du er i job med løntilskud hos en privat arbejdsgiver, får du løn efter den overenskomst, der gælder for det arbejde, du laver. Hvis du er i job med løntilskud hos en offentlig arbejdsgiver, kan du højst få, hvad der svarer til den individuelle dagpengesats i løn.

Du kan komme i praktik i en offentlig eller privat virksomhed. Praktikperioden kan vare op til fire uger for ledige medlemmer af en a-kasse og op til 13 uger for kontanthjælpsmodtagere. Det skal være en sammenhængende periode, for at du får det største udbytte af praktikken.

Der gælder særlige regler for varighed af praktikperioden for personer under 30 år. Et praktikophold kan føre til fx et job i en privatejet virksomhed eller et job med løntilskud.

Du kan blive ansat med løntilskud i en privat eller en offentlig virksomhed. Arbejdsgiveren modtager et tilskud til din løn. Forløbet aftales i samarbejde mellem dig, jobcentret, din a-kasse og en virksomhed. Hvis du bliver ansat i et job med løntilskud, skal du fortsat være tilmeldt som ledig i dit jobcenter. Forløbet kan vare i op til 6 måneder. Der gælder særlige regler for unge.

Løntilskud - private virksomheder

Når du har været ledig i seks måneder, kan du blive ansat med løntilskud hos en privat arbejdsgiver. Du får løn efter den gældende overenskomst eller den løn, der normalt udbetales for det pågældende arbejde. En privat arbejdsgiver kan få udbetalt 76,59 kr. i timen (2017) i løntilskud. Du kan blive ansat i op til 6 måneder.

Løntilskud - offentlige virksomheder

Når du har været ledig i 6 måneder, har du mulighed for at blive ansat med løntilskud hos en offentlig arbejdsgiver. Du får en fast timeløn, som er 124,76 kr. pr. time (juli 2017), og får udbetalt løn, som svarer til din ydelse som ledig. Dog får du fuld pension af den løn, du ville have fået, hvis du havde været almindeligt ansat.

For dagpengemodtagere kan perioden i offentligt løntilskud max. vare i 4 måneder hos den samme arbejdsgiver.

Arbejdstiden fastsættes individuelt, men vil fx for en fuldtidsforsikret være på 37 timer. Det er også muligt at få tilskud til transport.

Arbejdsgiveren modtager et løntilskud på 111,24 kr. pr. time. (2017).

Vejledning og opkvalificering kan betyde korte vejlednings- og opklaringsforløb, særlige projekter og kortere uddannelsesforløb. Jobcenteret bestemmer, om du kan få et tilbud. Inden for de første seks måneder du er ledig, må et forløb højst vare seks uger. Hvis du er under 30 år og ufaglært, gælder denne grænse for varighed ikke.

Andre situationer, som ikke tæller med i seks-ugers-grænsen for varighed:

  • Forløb, der varer under to uger.
  • Korte erhvervsrettede uddannelsesforløb efter en regional positivliste.
  • Danskundervisning eller forløb, der mest indeholder danskundervisning.
  • Er du fyldt 25 år og har du ikke en ungdomsuddannelse, har du ret til et læse-, skrive-, regne- eller ordblindekursus, hvis en test viser, at du har brug for det.
  • Er du fyldt 30 år, og har du ikke en erhvervskompetencegivende uddannelse, har du ret til en realkompetencevurdering.
  • Er du fyldt 30 år, og har du ikke en erhvervsuddannelse eller en anden erhvervsrettet uddannelse, kan du have mulighed for at få tilbud om en erhvervsuddannelse. Det kan også være en mulighed, hvis din erhvervsuddannelse er forældet.

Jobcenteret kan kun i helt særlige situationer give en ledig under 30 år tilbud om studie- og erhvervskompetencegivende uddannelse.

Hvis du er under 30 år, skal du have første jobsamtale i jobcenteret senest efter én måneds ledighed. Efterfølgende skal du til samtale mindst hver tredje måned.

Uddannelse

Alle unge dagpengemodtagere og kontanthjælpsmodtagere under 25 år uden en erhvervskompetencegivende uddannelse og uden forsørgerpligt, som er i stand til at tage en uddannelse, skal have pålæg om at tage en uddannelse på samme vilkår som alle andre.

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen inden fire uger. Kommunen skal så genvurdere sin afgørelse inden fire uger, fra de har modtaget din klage.

Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, sender kommunen din klage videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.

Skrevet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering