Arbejdsmiljøpolitik og handlingsplan for Glostrup Kommune

Arbejdsmiljøpolitikken er gældende for alle arbejdspladser i kommunen og for alle aktiviteter, der udføres af eller for kommunen.

 

Overordnede mål

Arbejdsmiljøforholdene skal være så gode, at arbejdspladserne bliver attraktive og udviklende, således at der kan fastholdes og tiltrækkes kvalificerede medarbejdere.
Det er Glostrup Kommunes politik, at det i videst muligt omfang skal undgås, at ansatte i kommunen udsættes for risici for arbejdsbetingede skader, nedslidning og udbrændthed.

Overordnede metoder

De overordnede mål skal nås ved, at der udføres et systematisk, forebyggende arbejdsmiljøarbejde og ved at anvende den til enhver tid bedste viden og indsigt, som er tilgængelig. Forebyggende arbejdsmiljøarbejde skal være en integreret del af alle aktiviteter og på alle niveauer i kommunen. Arbejdsmiljøarbejdet skal omfatte alle miljømæssige påvirkninger, herunder psykiske påvirkninger.

Glostrup Kommunes 4 års plan

Det er vores målsætning;

  • at der i løbet af de næste 4 år sker en reduktion af arbejdsskader på mindst 15%
  • at der i løbet af de næste 4 år sker en reduktion af sygefravær på mindst 10%
  • at alle kommunens institutioner inden for 4 år kan indplaceres på niveau 1 i Arbejdstilsynets tilpassede tilsyn.

Når disse målsætninger er opfyldt, tages der stilling til, om der skal søges opnået en arbejdsmiljøcertificering.

Gennemførelse af 4 års planen

For at få opfyldt målsætningerne vil vi;

  • til stadighed arbejde med forbedringer af arbejdsmiljøet i bred forstand, herunder det psykiske arbejdsmiljø
  • tale åbent om arbejdsmiljømæssige påvirkninger i forbindelse med vores arbejdspladser og -opgaver
  • arbejde for, at alle medarbejdere tænker og handler arbejdsmiljømæssigt forsvarligt
  • stille krav til entreprenører og leverandører af varer og tjenstydelser om sikring af arbejdsmiljømæssige forhold
  • reducere arbejdsmiljøbelastninger af enhver art gennem systematisk forebyggelse
  • informere og dygtiggøre medarbejdere og ledere i arbejdsmiljøarbejdet
  • orientere om kommunens politik og hensigter på området og om betydningen heraf for den enkelte medarbejder
  • samarbejde med myndigheder og andre med viden om og interesse for arbejdsmiljø

Glostrup Kommune lægger stor vægt på, at alle ansatte engagerer sig positivt i sikkerheds- og sundhedsarbejdet og tager ansvar for sig og andre.

4.a. Konkrete handlinger inden udgangen af marts måned 2003

  • Der foretages en vurdering af samtlige arbejdspladsers APV for at sikre , at gældende regler er overholdt
  • Det kontrolleres, at sikkerhedsorganisationen i praksis er i overensstemmelse med lovgivningen og lokalaftalen om MED.
  • Det vurderes om uddannelsessystemet for medlemmer af sikkerhedsorganisationen fungerer efter hensigten
  • Det undersøges om alle arbejdsulykker rapporteres og undersøges, og om der tages skridt til at undgå gentagelser, herunder om der foretages systematiske og forebyggende ulykkesanalyser. Det vurderes i samme forbindelse om sikkerhedsgrupperne/sektorudvalgene har tilstrækkelige forudsætninger for at undersøge og følge op på arbejdsulykker
  • Det undersøges, om medarbejdere får en tilstrækkelig oplæring og instruktion om arbejdsmiljøforhold
  • Det undersøges om, der er den fornødne udveksling af viden om arbejdsmiljømæssige forhold mellem institutioner med henblik på at forebygge ulykker og nedslidning.
  • Det undersøges, om der er danske brugsanvisninger for stoffer, materialer og maskiner
  • Det undersøges, om der gennemføres lovpligtige eftersyn på f.eks. hejseredskaber, spil, løfteredskaber, personlifte, elevatorer og beholdere.
  • Det undersøges, om sikkerhedsgrupperne gennemfører regelmæssige gennemgange (runderinger) af deres område.
  • Der foretages en samlet vurdering af, om arbejdsmiljøforhold naturligt inddrages ved planlægning af arbejdet
  • Der udarbejdes en skriftlig information om arbejdsmiljøkrav til fremmede håndværkere og andre, der udfører arbejde i kommunens institutioner. Det undersøges om informationen anvendes og er tilstrækkelig.

    Det er forvaltningschefernes ansvar, at der arbejdes med opfyldelse af de opsatte mål, og at de anførte handlinger iværksættes, samt at alle medarbejdere og ledere involveres.

4.b. Øvrige handlinger - inden udgangen af 2003

  • Alle medlemmer af sikkerhedsorganisationen gennemgår et 1-dags kursus om APV samt ulykkesanalyse og -forebyggelse.
  • Der iværksættes kampagner, slogans, møder m.v. med henblik på at fremme en miljømæssig fornuftig adfærd og holdning.
  • Der etableres undervisning/instruktion for at sikre, at alle ansatte kan få fornøden viden og rutine vedrørende forflytninger (løfteteknik), ergonomi m.v. og herunder en løbende opfølgning.
  • Der iværksættes et projekt om nedbringelse af sygefravær. Projektet, der også skal fokusere på det psykiske arbejdsmiljø, iværksættes af Hovedudvalget.

Styring af politik, målopfyldelse og handlinger

  • Hovedudvalget er styregruppe
  • Sektorudvalgene udarbejder årligt rapport om iværksatte handlinger og resultater i forhold til de opstillede mål
  • De enkelte sikkerhedsgrupper/lokaludvalg inddrages i fastsættelse af lokale mål, handlinger og resultatkrav
  • På hovedudvalgsniveau, sektorudvalgsniveau og lokaludvalgsniveau udarbejdes informationsmateriale og afholdes medarbejdermøder om mål og handlinger. Kommunens borgere orienteres også om mål og handlinger på det arbejdsmiljømæssige område.

11. september 2002

Opdateret 16. marts 2012
Top

Kontakt

Center for It og Udvikling
Rådhusparken 2
Tlf.: 4323 6100