Politikker og målsætninger mv

I Glostrup Kommune findes der en lang række politikker, målsætninger, virksomhedsplaner, servicemål o.lign., der i overordnede vendinger beskriver, hvordan vi driver virksomheden Glostrup Kommune. For nemheds skyld betegnes de forskellige begreber i det følgende som "målsætninger".

Hidtil har der ikke været de store muligheder for at koble et lønpolitisk perspektiv til målsætningerne. Fremover skal målsætningerne danne grundlag for en aktiv lønpolitik, sådan at man som ansat i Glostrup Kommune kan se, at det arbejde, som udføres eller fremover skal udføres, har grobund i nogle overordnede mål for kommunen.

Stort set inden for alle områder i Glostrup Kommune foreligger der en beskrivelse af den virksomhed, der foregår/skal foregå og implicit dermed en angivelse af, hvilke krav der stilles til de medarbejdere, som skal udføre opgaverne. Alene på baggrund af det materiale, som foreligger for de enkelte områder burde grundlaget for at anvende en lønpolitik til at understøtte opgaveløsningen være til stede.

Forudsætningen for at bruge målsætningerne i lønpolitisk henseende er imidlertid, at disse er tidssvarende, hvorfor det vil være påkrævet, at den enkelte forvaltning eller institution gennemgår målsætningerne med henblik på at gøre dem operationelle.

Det er en yderligere forudsætning, at den enkelte medarbejder kender eksistensen og betydningen af målsætningerne. Det påhviler derfor den enkelte leder at sørge for, at målsætningerne bliver synlige og nærværende for medarbejderne og at der løbende bliver fulgt op, enten i form af personalemøder eller i forbindelse med personaleudviklingssamtaler. I den forbindelse er det ligeledes væsentligt, at medarbejderne bliver taget med på råd sådan at det bliver et fælles anliggende at opfylde målsætningerne.
Opdateret 16. marts 2012
Top

Kontakt

Center for Personale
Rådhusparken 2
Tlf.: 4323 6100