Sportsmanden
Cricket mere spændende end fodbold
Aftab Ahmed, 22 år
Født og opvokset i Glostrup
Har spillet cricket i ca. 14 år
Læser til læge på 5. semester
Jeg startede med at spille cricket, da jeg var omkring 8 år. Cricket er oprindeligt fra England, men er meget udbredt i Pakistan, så det ligger lidt i rødderne. Min far har også spillet i Glostrup, men det var ikke derfor, jeg begyndte. Jeg synes bare, at cricket var meget mere spændende end fodbold, der var så almindeligt.
Min største cricketoplevelse indtil videre har været, da jeg for to måneder siden var i Dubai med landsholdet til verdensmesterskabskvalifikation. Den første kamp vandt vi, men alle de efterfølgende tabte vi og endte på en sidsteplads. Det var en skuffelse, fordi de gode hold faktisk var til at tale med, og der var flere kampe, hvor vi havde en chance for at vinde, men tabte på grund af manglende erfaring.
I 2008 vandt vi i Glostrup Cricket Club endelig vores første danske mesterskab. I klubben har der tidligere været en tro på, at vi måtte være forbandet, fordi vi i 49 år ikke havde vundet et eneste mesterskab. Vi havde nok vundet 20 andenpladser men ingen førstepladser. Derfor var det en kæmpe forløsning og en kæmpe oplevelse. Sidste år vandt vi så igen. Så nu vi er oppe på 2 mesterskaber og en kæmpe bunke sølvmedaljer.
Jeg var anfører for klubben indtil sidste år, hvor vi blev danmarksmestre, men nu har jeg valgt at lade en anden komme til, for mit studie er begyndt at blive mere krævende. Jeg vil gerne have, at anføreren for klubben og holdet skal være en, der kan være der og kunne tage det fulde ansvar. Hvis jeg skal gøre noget, så skal det være seriøst. Så skal det være fuldhjertet. Derfor valgte jeg at stoppe som anfører.
Selvfølgelig kunne det være spændende at spille professionelt, men på den anden side har jeg et studie, som er min første prioritet. Min sport er min hobby for mig. At jeg er nået så langt i min hobby – det er jeg bare glad for.
Glostrup er en rigtig dejlig by. Der er ikke langt ind til København herfra. Der er heller ikke langt til mit studie. Der er ikke så meget bøvl, som der kunne være i nogle andre byer. Der er et shoppingcenter her, en park og et hospital. Jeg kunne godt forestille mig bare at blive boende i Glostrup. Det kunne jeg godt. Uden tvivl.
Fakta
Glostrup Cricket Club er ca. 52 år gammel.
Cricketsæsonen er fra maj til september.
Næsten hver uge er der kamp i Solvangsparken.
Glostrup Cricket Club har ca. 120 medlemmer aktive og inaktive.
8 ud af 14 spillere på det danske cricketlandshold er fra Vestegnen.
Opdateret 17. september 2012
Top