Naturelskeren
Ud i det grønne
Thomas Kehlet, 50 år
Har boet i Glostrup i 26 år
Medlem af Dansk Ornitologisk Forening (DOF)
DOFs medlem af kommunens ”Grønt Råd”
Jeg er dokumentarist og tager billeder af alt det, jeg ser i naturen. Jeg begyndte at se på fugle allerede, da jeg var barn. Jeg var vel 8 år gammel, da jeg kendte navnene på alle de danske fugle. I dag interesserer jeg mig i bredere forstand for natur, men når jeg skal se på natur, tager jeg ofte ud af Glostrup, for her i kommunen er der ikke mange grønne områder at gå på opdagelse i.
Sidste år deltog vi (Thomas og hans kone Hanne, red.) i en årligt tilbagevendende konkurrence, der bliver afholdt af artsdatabasen fugleognatur.dk i samarbejde med Naturhistorisk Museum i Århus på den internationale biodiversitetsdag. Konkurrencen varer et døgn, og det gælder så om at dokumentere så mange arter på 24 timer som muligt. Det lykkedes os at dokumentere 182 arter, og vi blev nummer 2.
Det var en fin lejlighed til at undersøge min egen have og se nærmere på, hvad der var derude. Det kan jeg kun opfordre til. Der findes jo en hel masse, man kan tage fat på. Man kan gå ud om aftenen eller om natten og se de mange snegle eller edderkopper. Man kan tage billeder af dem og se, om man kan finde dem på nettet. Man kan også anskaffe sig en ”fugle i haven-bog” og se nærmere på det liv, der er.
Glostrup byder på flere muligheder for at komme tættere på naturen. Det er både Vestskoven, Ejby Mose og Vestvolden, men det vigtigste er, at komme ud i naturen, så kommer oplevelserne af sig selv. Som haveejer kan man også selv gøre meget for at tiltrække mere liv ved for eksempel at udgå at bruge gødning og gift. Hvis man lader et hjørne af haven stå som urørt natur, så rykker naturen ind af sig selv.
Hvis man lægger foder ud til fuglene om vinteren, er det muligt at få besøg af mange fugle som for eksempel stillits, kvækerfinker, stor og lille gråsisken og dompap. Om foråret ligger Glostrup fint for fugle, der trækker nordover, og her er der både mulighed for at se både traner og glenter fra egen have. Om sommer kan man se nærmere på insekter og om efteråret er der på eksempelvis på Vestvolden gode vilkår for at falde over nogle spændende svampe.
Fakta
Byparken er opført i 1910. I 1938 blev parken offentligt, rekreativt område.
Vestskoven er en ung skov. De første tilplantninger af skoven startede i 1967. Skoven består af løvtræer og store åbne sletter.
Ejby Mose bestod oprindeligt af flere mindre moser, der blev anvendt til tørvegravning.
Fra 1935 begyndte man at læsse affald af i området. Fra 1949 til slut 1960erne blev området brugt som regulær losseplads.
Oxbjerget er en kunstigt anlagt bakke påbegyndt i 1968. Bakken er bygget af jord og murbrokker, der blev kasseret som byggeaffald.
Opdateret 17. september 2012
Top