Byudvikling
Glostrup i fremtiden
I disse år sker der rigtigt meget i Glostrup, især i Bymidten. Det sidste store ubebyggede areal op ad Vestskoven ”Hvissinge Øst” er ved at blive bebygget med ca. 330 boliger. Langs den planlagte letbane ved Ring 3 vil der ske en omdannelse af erhvervsområderne til mere vidensbaseret områder kombineret med traditionelle produktions- og erhvervsområder. Glostrup Bymidte vil blive styrket både som centerområde og som boligområde. Der vil ske en udbygning og omdannelse, som øger kvaliteten og skaber sammenhæng i Bymidten. Arealet ved Østbrovej er ved at blive bebygget med boliger og et butikscenter. Derudover forventes flere boligområder fortættet i form af tagboliger eller nye bebyggelser på restarealer. I alt vil det være muligt at opføre ca. 1.450 boliger i kommunen.
Glostrup i dag
Glostrup er udbygget efter ”Fingerplanens” intentioner. Specielt kan der peges på de grønne kiler: Vestskoven og Vallensbækkilen. Det centrale byområde langs ”Roskildefingeren” udgør et samlet forstadsområde og Glostrup Kommune er uden synlige grænser mod de tilstødende kommuner.
Den overvejende del af byområdet er bebygget med parcelhuse, tæt-lav og etageboliger.
Områderne langs trafikårerne Hovedvejen og S-banen er mere sammenblandet. Her er reminiscenser af den gamle landsby og stationsby. Desuden ses resterne af den mere tilfældige byudvikling i form af en række små erhvervs og boligområder.
Glostrup gennem tiden
Glostrup er en del af Hovedstaden. Den tætte beliggenhed til København har haft stor betydning for Glostrups udvikling. Udviklingen begyndte i 1847, da det første damptog standsede i Glostrup, men tog først rigtig fart efter at den første bil kørte igennem Glostrup i 1897.
Glostrup har fra begyndelsen af 1900-tallet været et lille samfund i hastig udvikling. Fra 1900 til 1940 steg indbyggertallet fra 2.000 til 10.000. En forudsætning har været de mange nye arbejdspladser syd for banen. Omkring stationen voksede stationsbyen op, men man skulle ikke langt fra stationen før der var åbne marker og gartnerier. 1950 var der adskillige landbrug og gartnerier, specielt i Ejby, Hvissinge og Avedøre, men også i Glostrup Bymidte fandtes flere gartnerier.
I 1953 ankom det første S-tog og dermed ændrede Glostrup sin rolle fra stationsby til forstad til København.
Hovedstadens udvikling skete efter ”Fingerplanen” med vækstzoner langs S-togslinierne og de store udfaldsveje. Glostrup er placeret i ”Roskildefingeren”, hvor denne øst-vestgående vej og togstrækning blev det mest strukturelle element i Vestegnen.
Målet for denne planlægning var at flytte byudviklingen og ikke mindst industrien mod vest, hvor der var plads. Ringvej 3 blev anlagt, der blev udlagt nye store industriområder og hospitalet blev bygget. Samtidig opførtes store bolig- og butiksblokke. Fra 1950 til 1960 fordoblede Glostrup sit indbyggertal fra 13.000 til 25.000 inkl. Avedøre.
Opdateret 25. juni 2012
Top