Vielse

Vielse i kirken kan ske i folkekirken eller i andre trossamfund, hvor præsten er bemyndiget til at foretage vielse. Borgerlig vielse foregår på rådhuset.

Ægteskabserklæring

Uanset om I skal vies i kirke eller på rådhuset, skal I udfylde en erklæring, som enten kan udfyldes på nettet, med jeres NEM-ID, eller I kan printe den ud og udfylde den. Erklæringerne kan du finde ude til højre.

Når I har udfyldt erklæringen, skal den afleveres til den kommune, som skal udstede prøvelsesattesten. Har I udfyldt erklæringen med NEM-ID på nettet, modtager kommunen den automatisk. Har I printet erklæringen ud, skal I sende den eller aflevere den personligt til kommunen. Det er den kommune, hvor parret eller den ene af parterne bor, som udsteder prøvelsesattesten.

Bor I eller den ene af jer i Glostrup Kommune, kan I sende erklæringen til:

Glostrup Kommune
Center for Borgerkontakt
Rådhusparken 2
2600 Glostrup Kommune

Eller du kan aflevere den personligt på:

Glostrup Rådhus
Borgerservice

Erklæringen afleveres sammen med originale fødsels-/dåbsattester, hvis du er født før 1.1.1960. Er du født efter 1.1.1960, skal du ikke aflevere attesterne.

  • Er du født i de sønderjyske landsdele eller i udlandet, skal du medbringe navnedokumentation.  
  • Har du været gift før og er skilt ved bevilling/dom ved en dansk myndighed, skal du ikke vedlægge dokumentation for skilsmissen, hvis oplysningerne fremgår af Det Centrale Personregister.
  • Udenlandske skilsmisser (bortset fra skandinaviske) skal godkendes af Center for Borgerkontakt.
  • Er ægteskabet ophørt ved dødsfald, kan du kontakte Center for Borgerkontakt for information.

Har parret eller den ene af parterne ikke dansk statsborgerskab, skal I henvende jer på Glostrup Rådhus, Center for Borgerkontakt, da kommunen skal se og tage kopi af jeres original dokumenter. I kan kontakte centret for at få yderligere informationer om, hvilken dokumentation, der skal medbringes. I skal være opmærksomme på, at I skal opholde jer i Glostrup Kommune, mens erklæringen behandles.

Hvis en af parterne ikke er bosat i Danmark, og ikke er EU-statsborger eller fra de nordiske lande, skal der udfyldes en erklæring om kendskab til regler om familiesammenføring efter ægteskabslovens § 11 b. Du kan finde erklæringen ude til højre.  

Prøvelsesattest

Når kommunen har modtaget erklæringen udstedes prøvelsesattest. Attesten er en bekræftelse på, at betingelserne for at indgå ægteskab er opfyldt.

  • Ekspeditionstiden er en uge, hvis papirerne er i orden. Der må forventes længere ekspeditionstid ved udenlandske vielser.
  • Prøvelsesattesten er gyldig i fire måneder og skal afleveres der, hvor man skal giftes/registreres.
  • Attesten er gratis, hvis en af parterne bor i Danmark. Hvis begge parter bor i udlandet betales et gebyr på 500 kr.

Navneændring på bryllupsdagen

  • Ønsker du navneændring på bryllupsdagen, skal du aflevere en anmodning til kordegnen i den kommune, du bor i, eller til Borgerservice.
  • Ønsker du navneændring efter vielsen, skal du kontakte kordegnen i den kommune, hvor du bor.
  • Bor du i Sønderjylland, skal du kontakte personregisterføreren.

Vielser

  • Foretages på rådhuset i åbningstiden og aftales med mindst en uges varsel.
  • Ønsker I vielse/registrering om lørdagen (formiddag), skal I selv have et vidne med.
  • Ønsker I at blive gift i udlandet, udsteder din hjemkommune en ægteskabsattest (kun for danske statsborgere).

Vielse kan også foretages af et medlem af kommunalbestyrelsen efter nærmere regler. Det kræver, at man selv tager kontakt med et kommunalbestyrelsesmedlem, inden man henvender sig til kommunen, ligesom det kræves, at det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem ønsker at medvirke.

 

 

Opdateret 23. august 2012
Top

Kontakt

Center for Borgerkontakt Borgerservice
Rådhusparken 2
Tlf.: 4323 6500

Åbningstider - personlige henvendelser

Mandag - onsdag 9.30-14.00

Torsdag 9.30-17.30

Fredag 9.30-13.30

 

Åbningstider - telefoniske henvendelser

Mandag - onsdag 9.00-14.30

Torsdag 9.00-17.30

Fredag 9.00-14.00