Snerydning og glatførebekæmpelse
Vintervejret kan skabe problemer for afvikling af al færdsel. For at løse problemerne er der behov for en indsats såvel af Glostrup Kommune som af den enkelte grundejer.
Nedenfor kan du læse mere om, hvilke opgaver og ydelser, der påhviler henholdsvis kommunen og den enkelte grundejer. Bestemmelserne omkring disse forhold er fastlagt i lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje (for offentlige veje og stier) og lov om private fællesvej (for private fællesveje og -stier).
Kommunens opgaver
Glostrup Kommune har ansvaret for mange kilometer offentlige veje og stier. Vores opgave er at holde offentlige veje og stier farbare, når sneen falder.
Vi foretager snerydning og glatførebekæmpelse på offentlige kørebaner, pladser, stier og cykelstier. Dette sker efter en prioriteret plan.
Første prioritet er vigtige gennemgående stier og veje med tilhørende cykelstier og busholdepladser. Her udføres snerydningen og glatførebekæmpelsen hele døgnet efter behov.
Anden prioritet er øvrige kommuneveje og offentlige stier, som ryddes indenfor normal arbejdstid, når der er faldet større mængder sne og materiellet er til rådighed.
I forbindelse med kommunens snerydning kan der desværre forekomme snevolde og sne, der kastes ind på fortovene. Vi kan ikke påtage os at fjerne denne sne, dette påhviler grundejerne.
Bortkørsel af sne vil kun ske, når det er absolut påkrævet. Det kan for eksempel ske i områder, hvor sneen hindrer, at man som trafikant kan orientere sig. Det kan være i vejkryds, ved busstoppesteder eller på cykelstier.
Så længe der er plads, vil sneen fra kørebanen blive skubbet op i vejkanten, eller på den forreste del af fortov eller cykelsti, dog således at fortov og cykelsti stadig er farbar.
Grundejernes opgaver
Som grundejer har du ansvaret for at sikre gående adgang til din ejendom. Dette gælder eksempelvis postbud, renovationsarbejder, avisbud, gæster eller andre med ærinde til ejendommen. Der er dog forskel på om din ejendom er beliggende op til en offentlig vej eller en offentlig sti eller til en privat fællesvej.
Ejer af en ejendom, der grænser op til offentlig vej eller offentlig sti:
På fortovet og eventuelt stiareal ud for ejendommen skal du:
- Rydde sne snarest efter snefald. Hvis du har en hjørneejendom, skal du også rydde en åbning i eventuelle snevolde, så det er muligt at krydse vejen.
- Gruse når der er glat. Der bør ikke anvendes optøningsmidler, f.eks. salt, da det ødelægger fliser og beplantning.
Ejer af en ejendom, der grænser op til privat fællesvej eller privat sti:
På kørebanen og fortovet ud for ejendommen skal du:
- Rydde sne snarest efter snefald. Hvis du har en hjørneejendom, skal du også rydde en åbning i eventuelle snevolde, så det er muligt at krydse vejen.
- Gruse når det er glat. Der bør ikke anvendes optøningsmidler f.eks. salt, da det ødelægger fliser og beplantning.
- Rense rendestene og nedløbsriste således at vandet uhindret kan løbe i kloaksystemet.
Normalt strækker pligten sig til kørebanens eller stiens midtlinje, da grundejeren på den modsatte side af vejen har pligt til at sørge for den anden halvdel. Der kan dog være situationer som afviger fra dette.
For visse private fællesveje er der indgået aftale med kommunen om blandt andet glatførebekæmpelse. På disse veje udføres glatførebekæmpelse med samme prioritet som offentlige veje med sekundær prioritet.
Snerydningen og glatførebekæmpelsen kan om nødvendigt blive udført for den ansvarliges regning.
Opdateret 04. februar 2013
Top