Sunde Vaner
Sunde vaner – kursus for overvægtige voksne
Ønsker du hjælp til at leve sundere og normalisere din vægt? Er du over 18 år og overvægtig med BMI over 30? Er du motiveret for at ændre dine daglige vaner?
Så kan du henvende dig til din læge og bede om en henvisning til ”Sunde Vaner” i Glostrup.
Kurset strækker sig i alt over 12 måneder. I det første halve års tid skal du møde i alt 11 gange. Herefter skal du møde ca. 9 og 12 måneder efter du startede på kurset. Der er afsat ca. to timer pr. gang. Underviserne har sundhedsfagligt anerkendte uddannelser indenfor mad og motion.
Formålet med kurset er, at du opnår en sundere livsstil, taber vægt og derved har mindre risiko for at udvikle livsstilssygdomme.
Du skal deltage i undervisning, køkkenaktiviteter og forskellige former for bevægelse sammen med andre deltagere.
Du må ikke have kroniske sygdomme som Diabetes type 2, kronisk lungesygdom eller hjertekarsygdom, hvis du skal henvises til holdet. Du kan tale med din læge om der er andre muligheder for dig, hvis du har en af disse sygdomme.
Din læge skal anvende henvisningsskemaet, som også kan findes på LÆ 165 med angivelse af din højde, vægt, BMI og
gangfunktion.
Henvisningen fremsendes til: Glostrup Kommune, Center for Kultur og Idræt, Rådhusparken 2, 2600 Glostrup, Att: Sundhedskonsulenten. Henvisningen kan også sendes elektronisk.
Kurset udbydes af Glostrup Kommunes Center for Kultur og Idræt.
Tilbuddet er gratis for deltagerne. Du skal selv kunne transportere dig til kurset.
For yderligere oplysninger: Kontakt Sundhedskonsulent Mette Nielsen
Center for Kultur og Idræt
Rådhusparken 2
2600 Glostrup.
Telefon: 4323 6542
Mail: kultur.idrat@glostrup.dk
Opdateret 06. september 2012
Top