Pas
Du skal møde personligt op i en af landets kommuner for at få udstedt eller fornyet et pas.
Bemærk at det også gælder børn.
Tidsbestilling
Du har mulighed for at bestille tid, så du undgår ventetid:
GÅ TIL ONLINE BOOKING
Du skal medbringe
- dit sidst udstedte pas
- billedlegitimation (om muligt) eller det gamle pas
- original dåbsattest, navneattest eller fødselsattest, (gælder ikke hvis du afleverer det gamle pas)
- dokumentation af personnummer – fx sundhedsbevis (hvis personnummeret ikke står i dit gamle pas)
- dokumentation af rette navn (hvis du ved, at der er fejl i dine navneoplysninger i det Centrale Personregister, eller hvis dit navn for nyligt er ændret fx i forbindelse med vielse)
- et billede (se nærmere nedenfor)
Bemærk at kommunen altid har ret til at kræve yderligere dokumentation.
Krav til billede
Vores nye integrerede pasløsning kan tage pasfoto (gælder ikke børn i alderen 0-2 år). Prisen for pasfotos udgør 130 kr. Du kan også vælge selv at medbringe et billede, som både må være i farve eller sort/hvid. Borgerservice kan afvise at tage et pasfoto ved flere forsøg.
Her er alle kravene til billedet:
- Det skal være vellignende
- Størrelsen skal være 35 mm x 45 mm
- Hovedets størrelse skal være mellem 30-36 mm fra hagespids til hårtop
- Billedet skal være taget lige forfra, og det skal vise ansigtet og det øverste af skuldrene
- Der må kun være en person på billedet
- Baggrunden skal være uden motiver, og i ensartet lys farve, f.eks. lys blå eller lys grå
- Belysningen skal være jævn, og må ikke lave skygger i ansigt eller på baggrund
- Øjnene skal være fri af brillestel
- Brilleglas skal være uden toner og refleks
- Blikket skal være rettet mod kameraet, øjnene helt synlige og munden lukket
- Billedet skal være af god kvalitet og uden huller, stempler og andre skader
- Billedet skal være et fotografi eller printet på fotopapir af god kvalitet og med meget høj opløsning.
- Hovedbeklædning tillades kun af religiøse grunde. Pande, hageparti og kindben skal være synlige.
Se alle krav til billedet illustreret med billedeksempler.
Navneændring
Du har ret til et nyt pas ved navneændring, men du skal stadig betale for det. Bemærk, at du ikke kan få udstedt et nyt pas med dit nye navn, før navneændringen er trådt i kraft og fremgår af den påkrævede dokumentation.
Anmeldelse af mistet pas
Hvis dit pas er stjålet, skal du anmelde det til politiet. Hvis du på anden måde har mistet dit pas, skal du henvende dig i kommunen og underskrive en erklæring. Du har mulighed for, mod betaling, at få udstedt et nyt pas.
Leveringstid
Leveringstiden på et pas er ca. 2 uger, i højsæsonen kan der dog være op til 3 ugers leveringstid. Du bør derfor få lavet dit pas i god tid, inden du skal ud at rejse.
Betaling
Du skal betale for passet, når du afleverer din ansøgning. Betalingen kan ske med dankort eller med kontanter.
Prisen er:
Voksne mellem 18 og 65 år 626 kr.
Børn 0 -12 år 115 kr.
Børn 12-18 år 141 kr.
Voksne over 65 år 376 kr.
Pasfoto 4 stk. 130 kr.
Hvor længe er et pas gyldigt?
Er du over 18 år, gælder passet i 10 år
Er du mellem 2 og 18 år, gælder passet i 5 år
Er passet udstedt til et barn under 2 år, gælder passet i 2 år
Tidligere udsendte politiet en påmindelse nogle måneder før, det gamle pas udløb. Det gør de ikke længere. Du skal derfor selv være opmærksom på, hvornår dit pas udløber.
Pas til børn
For at få pas til en person under 18 år skal barnet henvende sig i kommunen og medbringe:
-
Ansøgningsskema med forældres samtykke
- Original dåbsattest, navneattest eller fødselsattest
- Billede
- Personligt fremmøde (barnet skal med)
Samtykke
Den, der har forældremyndigheden over det barn, som søger om nyt pas, skal give samtykke, før passet udstedes.
Begge forældre skal give samtykke, hvis begge forældre har del i forældremyndigheden.
Kommunen kan afkræve nærmere dokumentation for forældremyndigheden af de personer, der giver samtykke.
Det gælder også, hvis en enkelt person erklærer at være eneindehaver af forældremyndigheden over barnet.
For at give samtykke skal man underskrive i ansøgningsblankettens pkt. C.
Børn skal have deres eget pas.
Særlige regler
Hvis et barn er optaget i et pas før den 1. oktober 2004, kan barnet stadig rejse sammen med passets ejer. Børn skal dog have eget pas, hvis:
- Barnet er fyldt 15 år eller
- Barnet ikke er optaget i forældres eller andre voksne rejsefællers pas eller
- I planlægger indrejse i et af de lande, der kræver, at barnet har eget pas.
Du kan læse mere om de enkelte landes krav til børns pas her.
Unavngivne børn
Hvis du skal rejse før dit barn er blevet døbt har rigspolitiet kendskab til, at enkelte lande - fx. England og USA - ikke kan garantere, at et unavngivent barn kan rejse ind i landet uden problemer.
Midlertidig forlængelse i dit pas
Før 2012 kunne du få dit pas midlertidigt forlænget, hvis det havde været udløbet inden for en periode på to år. Nu er perioden blevet forkortet til tre måneder.
Du kan få forlænget dit eksisterende pas én gang ved et stempel, hvis dit pas er udløbet inden for de sidste 3 måneder eller vil udløbe inden for kort tid, inden du skal rejse. Men kun i det
tilfælde, at det ikke er muligt at nå at bestille et nyt pas, fx ved en akut opstået rejse.
- Du skal møde personligt op i borgerservice og have dit pas med. Forlængelsen koster ikke noget.
-
Forlængelsen gælder til du kommer hjem fra din rejse - dog maksimalt et år
-
Du skal dog være opmærksom på, at ikke alle lande accepterer en forlængelsespåtegning i passet.
-
Det er op til dig selv at undersøge om dit rejsemål accepterer det. Det kan du gøre via dit rejsemåls ambassade i Danmark eller dit rejseselskab.
Opdateret 08. maj 2013
Top