Borgerrådgiver

Borgerrådgiver Thomas Tækker

Er du utilfreds med behandlingen af din sag i Glostrup Kommune eller med kommunens behandling af dig, kan du henvende dig til borgerrådgiveren. Borgerrådgiver Thomas Tækker er jurist og ansat direkte under Kommunalbestyrelsen. Borgerrådgiveren er dermed uafhængig af den øvrige forvaltning.

Hos Borgerrådgiveren kan du

  • klage over kommunens sagsbehandling, personalets optræden og udførelsen af praktiske opgaver
  • få vejledning om, hvordan du klager over kommunens afgørelser, og hvem der kan behandle din klage
  • få hjælp, hvis du har svært ved at forstå en afgørelse fra kommunen


Borgerrådgiveren kan ikke

  • behandle klager over kommunens afgørelser
  • behandle klager over det politisk vedtagne serviceniveau
  • behandle klager, hvis der er en anden klageinstans, der skal tage sig af de
    pågældende sager
  • behandle klager over ansættelsesforhold

Inden du eventuelt kontakter borgerrådgiveren med en klage, anbefaler borgerrådgiveren, at du først henvender dig i det center eller afdeling, hvor din sag bliver behandlet, eller hvor opgaven bliver udført.

Hvis du herefter ikke føler dig hørt eller forstået og således fortsat er utilfreds med kommunens behandling, kan du rette henvendelse til borgerrådgiveren. Du kan henvende dig skriftligt, du kan ringe eller du kan aftale tid for et personligt møde.

Borgerrådgiveren kan hjælpe ved enten at formidle dine klagepunkter til forvaltningen eller – hvis din klage allerede er fyldestgørende besvaret af forvaltningen – ved at behandle din klage, hvis den i øvrigt falder inden for borgerrådgiverens kompetence.

Borgerrådgiveren kan i sin eventuelle udtalelse om din sag kritisere eller komme med en henstilling til forvaltningen, hvis den ikke har overholdt sagsbehandlingsreglerne, efterlevet god forvaltningsskik eller kommunens egne krav.

Målet med borgerrådgiveren er at sikre, at du bliver hørt af kommunen, og at dialogen er konstruktiv. Samtidig vil eventuelle klager blive brugt til at forbedre sagsbehandling og betjening fremadrettet.

Du kan finde borgerrådgiverens beretning i boksen med links til højre på siden.

Opdateret 14. maj 2013
Top

Kontakt

Borgerrådgiver Thomas Tækker
Rådhusparken 2, 2600 Glostrup
Tlf.: 2112 0217

Er der tale om elektronisk post med personfølsomme oplysninger, kan du sende din mail til Glostrup Kommune via din Digital Post på Borger.dk eller din e-boks (skriv Borgerrådgiver i emnefeltet).

Du kan også sende en sikker mail fra dit eget mailprogram til sikker.borgerraadgiver@glostrup.dk.
Dog skal du først hente og installere et certifikat her.

Alle henvendelser til borgerrådgiveren kvitteres normalt indenfor tre arbejdsdage.

Telefonen er åben
Tirsdage og torsdage i tidsrummet kl. 9-11 samt onsdage kl. 9-11 og kl. 14-15.

Personligt fremmøde kan kun ske efter forudgående aftale med borgerrådgiveren.

Borgerrådgiveren træffes ikke
mandage og fredage samt følgende øvrige dage (udover helligdage):

1. maj
Fredag efter Kristi Himmelfartsdag
Grundlovsdag
Mellem jul og nytår

Borgerrådgiveren træffes i øvrigt ikke i uge 7 og uge 42 samt i ugerne 27, 28, 29 og 30.