Dagcenter
Demensdagcentret
Demensdagcentret er beliggende på Omsorgscentret i Hvissinge. Demensdagcentret har dagligt 6 gæster, som alle bliver afhentet af dagcentrets bus.
Der er tryghed, støtte og vejledning i daglige gøremål, således at alle funktioner vedligeholdes længst muligt. I forhold til aktiviteter tages der udgangspunkt i tidligere livshistorie og den virkelighed, som den enkelte borger er i. Der er tilknyttet en stor terrasse med have, så mange aktiviteter foregår udendørs. Ligeledes er der fysiske aktiviteter og udflugter.
Det er demenskonsulent Jette Rasmussen, som visiterer til Demensdagcentret. Kriteriet for at blive visiteret er, at man har middelsvær til svær demens.
Demensdagcentret har åbent alle hverdage kl. 10-15.
Der serveres kaffe med brød formiddag og eftermiddag, samt middagsmad.
Dagcentret
Dagcentret er beliggende på Omsorgscentret i Hvissinge.
Dagcentret er et aktiverende og støttende miljø, som fremmer humør, selvtillid, livslyst og hjælper til vedligeholdelse af de fysiske, psykiske og sociale evner. Dagcentret har forskellige tilbud. Der er et værksted, hvor der er mulighed for kreative aktiviteter. Gymnastik, samværsgrupper, quizzer og udflugter. Dagcentret arrangerer ferieture i indland og udland mod brugerbetaling.
Der kan købes mad og drikkevarer i Omsorgscentrets cafe. På Omsorgscentret findes en frisør, der har åbent dagligt og en købmand, der har åbent 10.30-11.30 mandag, onsdag og fredag.
Dagcentret på Omsorgscentret i Hvissinge har plads til 55 brugere dagligt. For at kunne komme på Dagcentret kræver det, at borgeren er visiteret. Ansøgningsskema fås ved henvendelse til Dagcentret, hjemmeplejen eller visitationen på rådhuset.
Ansøgningsskemaet sendes til Visitationen på Rådhuset.
Prisen for at benytte Dagcentret er pr. dag i 2013 36 kr.
Prisen for at benytte Demensdagcentret er pr. dag i 2013 95 kr.
Prisen fastsættes af kommunen. Brugerbetalingen trækkes bagudrettet over pensionen en gang månedligt.
Opdateret 25. januar 2013
Top