Erhvervspolitik
Glostrup Kommunes erhvervspolitik
INDLEDNING
Glostrup er en forstad til København og dermed en del af hovedstadsområdet. Arealmæssigt hører Glostrup Kommune til blandt de mindste i landet. Med 20.000 indbyggere er Glostrup befolkningsmæssigt en mellemstor kommune. I Glostrup Kommune er en stor del udlagt til grønne områder. Som eksempel kan nævnes Vestskoven, Ejby Mose, Solvangsparken, Byparken og Egeparken.
Trods de store grønne områder og et stort befolkningsantal i forhold til kommunens areal er der meget erhverv i Glostrup. I november 1991 var der 21.044 arbejdspladser i Glostrup. Det vil sige, at der er flere arbejdspladser end indbyggere i kommunen. Ud fra de seneste foreliggende statistikker er Glostrup den kommune i Danmark, som har flest arbejdspladser i forhold til indbyggertallet.
Glostrup er ikke en by med mange fabrikker. Antallet af fremstillingsvirksomheder er begrænset. Derimod er der mange handels- og servicevirksomheder. Disse virksomheder tegner sig for ca. 9.000 arbejdspladser. Offentlig service tegner sig for ca. 7.000 arbejdspladser. Fremstilling, bygge / anlæg og transport har ca. 5.000 arbejdspladser.
Da kommuneplanen rummer mulighed for endnu flere arbejdspladser, har kommunalbestyrelsen fundet, at der burde laves en erhvervspolitik.
Den vedtagne politik er således:
ERHVERVSPOLITIK
Glostrup Kommunalbestyrelse ønsker at styrke kommunens erhvervsliv ved:
1. at arbejde for, at Glostrup fremstår med et image som en
erhvervsvenlig og dynamisk by.
Dette punkt er en overskrift for resten af erhvervspolitikken.
2. at medvirke til, at der til stadighed er en moderne og veludbygget infrastruktur.
Infrastruktur drejer sig om veje, jernbaner, bustrafik, forsyning med el, vand, gas og varme m.v.
Kommunen har direkte indflydelse på serviceniveauet med hensyn til kommunale veje og vandforsyning m.m. Kommunen har kun begrænset indflydelse på amtsveje og statsveje (motorveje) samt jernbanedriften.
Generelt må infrastrukturen i Glostrup Kommune betegnes som god.
3. at sørge for, at kommuneplanen giver mulighed for et rigt og varieret
erhvervsliv.
En forudsætning for at have et erhvervsliv er, at der i kommuneplanen stilles arealer til
rådighed for erhverv af forskellig slags. Kommunen har allerede mange arbejdspladser, men kommuneplanen giver mulighed for yderligere ca. 7.000 arbejdspladser.
Med en stor befolkningstæthed er det svært at indpasse miljøtunge erhvervsvirksomheder. Derfor forventes væksten at ske inden for handel og service.
4. at yde en god og hurtig service, f.eks. inden for bygge- og miljøområdet.
Erhvervsvirksomhederne kommer ofte i kontakt med Teknik- og Miljøforvaltningen om byggesager, miljø og lokalplanlægning.
Erhvervslivet forventer en god og hurtig sagsbehandling. Det forventes også, at der fra kommunens side ydes en vis rådgivning.
Det prioriteres højt at yde en god service og rådgivning til erhvervsvirksomheder.
Den rådgivning, der ydes, må dog ikke få karakter af konkurrence med arkitektfirmaer, revisorer, advokater m.fl.
5. generelt at tilstræbe et højt serviceniveau på områder af betydning for
erhvervslivet.
Ud over den konkrete kontakt med kommunen har erhvervsvirksomhederne også interesse i et højt serviceniveau på en række områder. Som eksempler kan nævnes:
God dækning på daginstitutionsområdet (og SFO), fleksibel åbningstid i daginstitutionerne, fritids- og kulturaktiviteter, velfungerende skolevæsen, gode affaldsordninger og god vedligeholdelse af veje.
6. at give god information om kommunale aktiviteter rettet mod erhvervslivet.
Information af generel art gives overvejende via annoncer i Folkebladet og via de erhvervsmæssige foreninger.
Andre informationsmåder kan overvejes.
7. at indgå i dialog med erhvervslivets repræsentanter om behov og ønsker.
Kommunalbestyrelsen har besluttet at nedsætte et kontaktudvalg bestående af borgmesteren, kommunaldirektøren, en repræsentant for Erhvervssammenslutningen for Glostrup, Brøndby og Vallensbæk, en repræsentant for DA, Glostrup og en repræsentant for LO,
Glostrup. Udvalget afgør selv, hvor ofte der skal holdes møder.
8. at arbejde for erhvervslivets fortsatte udvikling og trivsel.
Justering af kommuneplan og lokalplaner har væsentlig betydning for erhvervslivets udvikling. Men også størrelsen af ejendomsskatter, dækningsafgifter og gebyrer har betydning for erhvervslivets trivsel.
9. at medvirke til at sikre tilstedeværelsen af en relevant og veluddannet arbejdsstyrke.
Inden for gældende rammer skal kommunens skolevæsen sørge for, at eleverne får en god grunduddannelse med henblik på at kunne klare sig godt i samfundet herunder erhvervslivet.
Det er også vigtigt med et velfungerende kontaktudvalg for skole og erhverv. I øvrigt har kommunen ringe indflydelse på erhvervsuddannelsessystemet, som overvejende drives af
staten.
Glostrup Kommunalbestyrelse, 10. august 1994
Gunner Larsen
borgmester
Kurt Hollmann
kommunaldirektør
Opdateret 14. april 2010
Top