Pas

Billede af PasDu skal møde personligt op i en af landets kommuner for at få udstedt eller fornyet
et pas. 
                                                                                   
Bemærk at det også gælder børn.

Du skal medbringe

  • en udfyldt ansøgningsblanket
  • dit sidst udstedte pas
  • billedlegitimation (om muligt) eller det gamle pas
  • original dåbsattest, navneattest eller fødselsattest, (gælder ikke hvis du afleverer det gamle pas)
  • dokumentation af personnummer – fx sundhedsbevis (hvis personnummeret ikke står i dit gamle pas)
  • dokumentation af rette navn (hvis du ved, at der er fejl i dine navneoplysninger i det Centrale Personregister, eller hvis dit navn for nyligt er ændret fx i forbindelse med vielse)
  • et billede (se nærmere nedenfor)

Bemærk at kommunen altid har ret til at kræve yderligere dokumentation.

Krav til billede

Du skal medbringe et billede, som både må være i farve eller sort/hvid.

Her er alle kravene til billedet: 

  • Det skal være vellignende
  • Størrelsen skal være 35 mm x 45 mm
  • Hovedets størrelse skal være mellem 30-36 mm fra hagespids til hårtop
  • Billedet skal være taget lige forfra, og det skal vise ansigtet og det øverste af skuldrene
  • Der må kun være en person på billedet
  • Baggrunden skal være uden motiver, og i ensartet lys farve, f.eks. lys blå eller lys grå
  • Belysningen skal være jævn, og må ikke lave skygger i ansigt eller på baggrund
  • Øjnene skal være fri af brillestel
  • Brilleglas skal være uden toner og refleks
  • Blikket skal være rettet mod kameraet, øjene helt synlige og munden lukket
  • Billedet skal være af god kvalitet og uden huller, stempler og andre skader
  • Billedet skal være et fotografi eller printet på fotopapir af god kvalitet og med meget høj opløsning.
  • Hovedbeklædning tillades kun af religiøse grunde. Pande, hageparti og kindben skal være synlige.

Se alle krav til billedet illustreret med billedeksempler her (pdf)  

Navneændring

Du har ret til et nyt pas ved navneændring, men du skal stadig betale for det. Bemærk, at du ikke kan få udstedt et nyt pas med dit nye navn, før navneændringen er trådt i kraft og fremgår af den påkrævede dokumentation.  

Anmeldelse af mistet pas

Hvis dit pas er stjålet, skal du anmelde det til politiet. Hvis du på anden måde har mistet dit pas, skal du henvende dig i kommunen og underskrive en erklæring. Du har mulighed for, mod betaling, at få udstedt et nyt pas.  

Leveringstid

Leveringstiden på et pas kan vare op til 14 dage. Du bør derfor få lavet dit pas i god tid, inden du skal ud at rejse.

Betaling

Du skal betale for passet, når du afleverer din ansøgning. Betalingen kan ske med dankort eller med kontanter.

Prisen er:

Voksne mellem 18 og 65 år              600 kr.
Børn og unge under 18 år                115 kr.
Voksne over 65 år                           350 kr.
 

Hvor længe er et pas gyldigt?

Er du over 18 år, gælder passet i 10 år 
Er du mellem 2 og 18 år, gælder passet i 5 år 
Er passet udstedt til et barn under 2 år, gælder passet i 2 år

Du vil modtage en påmindelse fra politiet nogle måneder før, det gamle pas udløber.

Pas til børn

For at få pas til en person under 18 år skal barnet henvende sig i kommunen og medbringe:

  • Ansøgningsskema med forældres samtykke
  • Original dåbsattest, navneattest eller fødselsattest
  • Billede

Samtykke

Den, der har forældremyndigheden over det barn, som søger om nyt pas, skal give samtykke, før passet udstedes.

Begge forældre skal give samtykke, hvis begge forældre har del i forældremyndigheden.

Kommunen kan afkræve nærmere dokumentation for forældremyndigheden af de personer, der giver samtykke.

Det gælder også, hvis en enkelt person erklærer at være eneindehaver af forældremyndigheden over barnet.  

For at give samtykke skal man underskrive i ansøgningsblankettens pkt. C.  

Børn skal have deres eget pas.

Særlige regler

Hvis et barn er optaget i et pas før den 1. oktober 2004, kan barnet stadig rejse sammen med passets ejer. Børn skal dog have eget pas, hvis:

  • Barnet er fyldt 15 år eller
  • Barnet ikke er optaget i forældres eller andre voksne rejsefællers pas eller
  • I planlægger indrejse i et af de lande, der kræver, at barnet har eget pas. 

Du kan læse mere om de enkelte landes krav til børns pas her.

Unavngivne børn

Hvis du skal rejse før dit barn er blevet døbt har rigspolitiet kendskab til, at enkelte lande - fx. England og USA - ikke kan garantere, at et unavngivent barn kan rejse ind i landet uden problemer.

Opdateret 12. juli 2010
Top

Kontakt

Borgerservice
Rådhusparken 2
Tlf.: 4323 6500
Fax: 4343 1624


Åbningstider
 

Personlig henvendelse:
Mandag-onsdag: kl. 9:30-14:00
Torsdag: kl. 9:30-17:30
Fredag: kl. 9:30-13:30

Telefonisk henvendelse:
Mandag - onsdag 9.00 - 14.30
Torsdag 9.00 - 17.30
Fredag 9.00 - 14.00

Kontakt Borgerservice

Læs mere om eDialog24