Dom i sagen om Solvej 2
I al væsentlighed frikender Københavns Byret Glostrup Kommune for de grove anklager, der var blevet rettet mod kommunen af grundejerne og deres advokat.
Dommen slår fast, at Glostrup Kommune ikke havde kendskab til den olieforurening, som grundejerne – i forbindelse med en renovering af kælderen i foråret 2009 - fandt under deres kældergulv. Rettens klare vurdering er, at denne forurening stammer fra en nedgravet olietank i haven – helt som Glostrup Kommune selv vurderede ved sagens begyndelse.
Dommen fastslår samtidig, at Glostrup Kommune – ved salget af ejendommen i 2006 – burde have oplyst om en tidligere oprenset olieforurening i ejendommens indkørsel, men at der altså ikke er nogen sammenhæng mellem de to forureninger. Denne manglende oplysning har Glostrup Kommune erkendt og indrømmet helt fra retssagens begyndelse.
Glostrup Kommune kendte altså ikke til olieforureningen under kældergulvet, men retten vurderer denne mangel til en værdiforringelse, som – sammen med omstændighederne i øvrigt – udgør 1.150.000 kr. Og det er altså det beløb, som Glostrup Kommune skal tilbagebetale grundejerne af Solvej 2 – et godt stykke fra de ca. 4.400.000 kr. plus renter, som grundejerne forlangte.
Nu skal kommunalbestyrelsen have en chance for at sætte sig ind i den 48 sider lange afgørelse, inden den samlet kan melde ud, hvordan Glostrup Kommune forholder sig til Byrettens dom.
Du kan læse den fulde dom her
Opdateret 07. marts 2012
Top